Hvorfor dumper nogle bæreseler TÆNKs test?

– Og hvorfor fraråder jeg tit og ofte ‘bedst i test’ bæreselen?’

Dette blogindlæg er til dig, der gerne vil vide mere om TÆNKs test af bæreseler fra 2014, som er den seneste test, der er foretaget i Danmark. Du finder testen her. Bemærk dog, at du skal være medlem af TÆNK for at se testen og dens resultater.

‘Bedst i test’

Min familie og jeg kommer tit og ofte på Bornholm. Som du nok ved er Bornholm kendt for nogle særligt gode lækkerier: Bülow lakrids, Svaneke is og selvfølgelig rapsolien.

Jeg er et stort madøre og slæber gerne masser af rapsolie med hjem.

Så traditionen tro stoppede vi forbi fabrikken på Lykkesvej i Åkirkeby for at hente forsyninger. Olien er god – det ved vi. Men den er lige som endnu bedre nu, hvor den har vundet i test over en masse andre olier!

Og mærkningen ‘bedst i test’ på produktet minder mig om, at jeg har valgt rigtigt. Meget rigtigt! For intet slår ‘bedst’. Noget kan være godt – og det er jo meget fint – men ‘bedst’, det er dog endnu bedre…

Når du har læst mit indlæg her, må du meget gerne glemme alt om rapsolie – og også Bornholm hvis du synes. Men jeg håber, at du vil huske, hvilke spørgsmål, der er relevante at stille dig selv inden valg af bæresele – og andet babyudstyr.

Sidder du herefter med mange spørgsmål i hovedet, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Hvad siger TÆNK-testen om bæreseler?

Jeg husker, at jeg den morgen, Forbrugerrådet offentliggjorde testen om bæreseler, var forbi Østerbro til en babybrunch – og senere samme dag til workshop hos Mindful Moving.

Tests er altid spændende læsning. Men af og til også overraskende læsning.

Testen er udført efter EU-normen: EN 13209-2:2005.

Men hov! Hvordan kan nogle bæreseler, der er godkendt efter præcis samme norm, falde igennem testen, når den udføres af TÆNK?

Flere af de mest populære bæreseler faldt i testen på punktet ‘Benåbninger’!

“Benåbning?”, spørger du måske dig selv…

Jo, i denne test betyder det, at en bold på 12 cm i diameter kan gå igennem benåbningen.

Men er det nu også udtryk for, at bæreselen er farlig? Er det muligt for barnet at falde ud? Eller er det et udtryk for, at testen ikke er opdateret til at teste ergonomiske bæreseler (de såkaldte soft structured carriers), men er udviklet til at teste ‘gammeldags’ bæreseler?

Der er sket meget på området for bæreseler de sidste 10 år. En bæresele er ikke længere bare en bæresele. Der skal skelnes mellem moderne ergonomiske bæreseler og ‘gammeldags’ bæreseler, som f.eks. den klassiske BabyBjörn.

Hvad siger industrien – og hvad mener jeg?

Følgende er de generelle anbefalinger fra BCIA (Baby Carrier Industry Alliance):

  • Du bør bære i kysseafstand, da det er mest sikkert for dit barn og mest ergonomisk for dig. Så skal du strække hals for at kysse i dit bæreredskab, kan det gøres bedre!
  • Dit barn skal sidde i frøbensstilling, hvilket betyder at numsen hænger lavere end knæene. Hermed er bækkenet aflastet, og barnets hofter er placeret i den rette stilling.
  • Dit bæreredskab skal have en god nakkestøtte, især til det nyfødte barn.

Det ville jeg selv lægge vægt på, hvis jeg i dag skulle vælge bæresele til mig og mit barn:

  • Tekstiler uden kemikalierester – kemikalierester er no go her!
  • Da jeg har flere børn, ville det være vigtigt, at det var nemt og sikkert at kunne bære en nyfødt – og helst uden babyindsats eller andet ekstraudstyr, som er nemt at glemme.
  • Min erfaring er, at jeg gerne vil bære på ryggen – så ja tak til det (og det skal gerne være nemt).
  • Nakkestøtten er vigtig, fordi jeg gerne vil gøre rent, mens barnet er vågent.

Derfor fraråder jeg ofte Manduca, selv om den har vundet TÆNKs test:

Det gode er, at de fleste moderne bæreseler får prædikatet ‘gode’ i TÆNK-testen. Alligevel er der jo, som i enhver test, én, der skal være bedst.  I denne test er det Manduca, der løber med højeste score.

“Nu ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal vælge den bedste bæresele. Den der har vundet i test har du lige frarådet mig!?”

Ja, jeg fraråder af og til Manduca, f.eks:

  • Hvis du er lav og spinkel, idet jeg har erfaret, at polstreringen da kan genere på skulder og hals.
  • Pga. babyindsatsen, da nogle børn vokser ud af den, før de kan sidde direkte i bæreselen.
  • Hvis du har gigt eller ondt i dine hænder, da spænderne og justeringen kan være lidt stramme.

Jeg siger til gengæld ofte ja til Manduca:

  • Hvis dit barn er tæt på 7 kg, du er over 170 cm høj og ikke er spinkel af bygning.
  • Hvis dit barn er nyfødt, og du er over 170 cm høj.

Og til sidst – jeg anbefaler altid, at Manduca krydses på ryggen, da det giver optimal vægtfordeling.

Hvad der er vigtigt for dig, ved du måske ikke endnu…

Det ovenstående er bare et eksempel på den hjælp, jeg kan give dig, når du kigger forbi mit showroom for vejledning. Jeg kombinerer altid min erfaring med dine præferencer og udfordringer. Og helt afgørende er det, at du prøver på egen krop, hvilken sele der passer DIG bedst!

Lykkes det ikke at finde den optimale løsning i åbningstiden, tilbyder jeg hos SnegleHuset, at du kan låne op til to bæreseler gratis i en uge – og det kan være en god ide, hvis du er i tvivl.

Se mere på SnegleHuset.com >>

Efterlad en kommentar