Keep it simple

Så er 2019 skudt i gang… Hvis jeg skal være ærlig, er min to-do liste for det nye år kilometerlang, fordi jeg er tidsoptimist. Det lyder måske meget dejligt at være optimist. Så mit tilbageblik på 2018 fortalte mig, at livet er godt, mange herligheder er kommet min vej, jeg er taknemlig hver eneste dag over min levevej.

Men tidsoptimist må jeg vinke farvel til. Og så se at få tæmmet den to-do liste.

Måske har du det på helt samme måde?

Ryd op!

Det er svært at tro, men det kan faktisk føles rart at rydde op.

Start med dit klædeskab – vink farvel til det tøj, du ikke bruger og som ikke booster din selvtillid… forær det væk.

Der er helt sikkert mennesker omkring dig, der ville blive glade for en gave. Ellers kan du donere det til en af de mange genbrugsbutikker i Danmark.

Har du for alvor fået blod på tanden, kan du jo tænke over, om der findes ting i dit hjem, du ikke bryder dig om, ikke bruger eller er vokset fra – så væk med dem.

 

Madplaner!

Nej, madplaner er ikke kedelige, og du får mere tid til at være impulsiv, bare ikke i Netto kl. 16 – det virker.

Så planlæg dine måltider – brug overskuddet på rejser, oplevelser, forkælelse. Og din ekstra bonus: Mere sund mad!

Bliver du bidt af det, kan du planlægge morgenmaden i samme ombæring.

Flere hjemmesider laver madplaner, så du behøver ikke tænke selv – se f.eks. på Aarstiderne.com.

Skab ro omkring dig og få ro i dit hoved og hjerte til at være lige nøjagtig den, du gerne vil være.

Salige 20 minutter til dig

Afsæt 20 minutter til meditation, fodbad, læsning, powernap, løb eller andet. Du vil blive overrasket over, hvor meget mere energi, du får. Fodbad er oplagt, mens du ammer, læsning også en god ide. Løb kan faktisk godt nås, selvom du er på barsel – hvis du altså gider.

Lav en liste over de ting, du savner. Beslut dig for, hvor længe du fortsat vil undvære dem.

Sig Nej!

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg har haft mange mange ‘Ja år’.Behøver jeg så sige mere? For måske lige netop derfor er min to-do liste enorm. Sig ja til de ting, du virkelig gerne vil og øv dig i ‘Nej’.

For at kunne sige ‘Nej’ kærligt og ærligt, må du vide, hvor dine ‘Ja tak’ skal bruges. “Hvad vil jeg virkelig gerne?”, er faktisk et godt spørgsmål.

‘Nej’ er ikke let, og jeg kan røbe, at jeg stadig øver.

Hjælp hinanden!

Arbejd sammen. Ja med ærlighed kommer man længst, og vi har prøvet mange skemaer og metoder for at få skidtet fra hånden, snuppet opvasken, ikke drukne i vasketøj. De virker som oftest en stund.

Men så skal der noget nyt til. I en lang periode havde vi søndagsrengøringen – alle i sving i en time, mens en kage duftede i ovnen – kald det kagepædagogik, men det virker.

I sidste uge blev en ny metode afprøvet. I skemaet stod der i stedet for ‘vasketøj på plads’, ‘opvask’ og ‘gulvvask’, ‘Louisiana’, ‘biograf’, ‘løb’, ‘svømmehal’ og ‘godnathistorier’.

Har du babyer, som endnu ikke kan udføre børnearbejde… Undskyld, sagde jeg virkelig det..? Så afsæt 30 minutter per dag til sammen at få tingene fra hånden. Det bliver måske ikke perfekt – men skal det være det?

Del din to-do liste

En must have for nybagte familier.

Skriv 10 ting ned, du har brug for hjælp til og sæt listen på køleskabet. Skulle en venlig sjæl spørge, om der er noget, du har brug for hjælp til, så er listen klar på køleskabet.

Så bliver det at bede om hjælp måske lidt lettere.

Efterlad en kommentar